Menu

SEJR PÅ 4-2 SEJR OVER TOPHOLDET FRA NÆSTVED

image Cheftræner Nikolaj Nielsen var meget stolt af drengene efter kampen mod Næstved.
05. september 2021 kl. 13:58
1. holdet kæmpede heroisk og fik 3 point mod Næstved.

“Jeg er så stolt af drengene!” Sådan lød det efter kampen fra cheftræner, Nikolaj Nielsen, da drengene i går arbejdede sig til en sejr på 4-2 over det formodede tophold, Næstved IF.

Inden kampen vidste vi, at der ventede også en ekstra svær opgave især med tanke på, at flere af holdets profiler var skadet. Mads Romme, Mads Delord, Christian Pihl, Rasmus Bergholtz og Andreas Nørholm var nogen af dem der til gårsdagens kamp udgjorde skadeslisten. Det gjorde bl.a. at Christian Sommer debuterede som starter i Sjællandsserien.

Divisionsreserverne fra Næstved havde endnu deres første nederlag i turneringen til gode og de var da også opsatte på at tage alle tre point med hjem fra KL KØLETEKNIK ARENA. Igennem hele kampen presser gæsterne os og Næstved havde i det hele taget stor ære af kampen, men drengene var godt forberedte og arbejdede hårdt til stor tilfredshed for cheftræneren.

“Det er altid med en hvis spænding, når man møder et divisions reservehold. På forhånd var vi godt forberedte på at vi skulle møde et dygtigt fodboldhold, som træner mange gange om ugen og spiller i et højt tempo. Vi kommer bagud to gange i første halvleg på dumme markeringsfejl og går til pausen bagud 1-2" udtaler cheftræner og fortsætter. "Pausesnakken blev brugt flittigt og den stemning alle sad med - ja den siger rigtig meget om drengene pt. Alle var topmotiverede og man kunne tydeligt mærke folk troede på det. Vi kommer under pres de første 15 minutter af 2. halvleg. Drengene arbejder utrætteligt for hinanden og det holder os i live. Efter godt og vel en times spil tager Rami kuglen til sig og smadrer den op i det ene målhjørne. Det mål tipper kampen rundt. Næstved bliver naive og i slutfasen løber vi afsted med to friløbere som Kempf og Mads Ø dygtigt omsætter. En helt igennem fantastisk fight og vilje. Vi løber med Næstved i samtlige 95 minutter og drengene viser et niveau og et sammenhold, som afspejler den stemning der er i truppen. Jeg er ovenud stolt.” afslutter Nikolaj Nielsen.

Dermed tager vi et flot skridt op i tabellen i Sjællandsserien og er lige nu placeret på en 5. plads. Næste weekend går det løs igen når vi gæster Roskilde Boldklub søndag kl. 13:00