Menu

ANDERS SØRENSEN VENDER TILBAGE TIL NFB

image Anders Sørensen er 'ny' mand i NFB. Her ses han på billede sammen med Mads Tiller Hansen.
21. november 2023 kl. 19:20
Anders Sørensen tiltræder som ny assistent træner for 1. holdet

I sidste uge kunne vi meddele, at Daniel Pfeffer havde sagt ja til at stå i spidsen for vores LF-Serie hold i den kommende sæson, og nu kan vi så løfte sløret for endnu en signing af en stor trænerprofil til vores team.

Anders Sørensen er tilbage til NFB. Anders Sørensen bliver ny assistenttræner for Sjællandsserieholdet pr. 1/1-2024. Endnu et kæmpe scoop i NFB, da vores ”lille” klub ansætter endnu en træner med a-licens. Anders Sørensen er en sindssyg dygtig og skarp træner med kæmpe erfaring, som tidligere har været i klubben for en kort periode som cheftræner for vores 1 hold, derfor er tilføjelsen af Anders et perfekt match, da han kender klubben, ledelsen og måden vi arbejder på rigtig godt.

Vi har som klub rykket os enormt meget de sidste par år, men vi vil gerne rykke os endnu mere og her passer Anders perfekt ind. Anders er utrolig skarp fagligt og taktisk, samt at han er et rigtigt godt menneske med hjertet på det rette sted. Alle disse egenskaber er noget som vi glæder os utrolig meget til at nyde godt af som klub.

I forbindelsen med ansættelsen stillede vi Anders Sørensen et par skarpe spørgsmål:

Hvorfor har du valgt, at vende tilbage til NFB?

Jeg har haft en selvvalgt pause som holdtræner i godt 2 år. Jeg har i mellemtiden holdt min trænerlicens vedlige, og har udforsket andre aspekter indenfor fodboldens verden. Efter en dialog med Mads Tiller, tændte det en lyst til at være tilknyttet en klub igen. NFB ramte mig positivt i den korte periode jeg tidligere var i klubben, men det samarbejde blev afbrudt pga. Corona, og en mulighed jeg ikke kunne lade være med at tage, da Slagelse B&I tilbød mig en deltidsstilling i deres ungdomssektion. Nu passer tiden og mulighederne til at NFB og jeg tager en ny dans, og det glæder jeg mig helt vildt til.

Du kommer tilbage i en helt ny rolle i forhold til sidste gang du var her. Hvordan bliver den nye rolle som assistent for Nikolaj Nielsen?

Jeg har ikke varetaget rollen som assistent siden jeg i min tid i Nykøbing FC var assistent under Kenneth Nordstrøm, så det skal jeg lige indstille mig på igen. Jeg glæder mig til samarbejdet med Nikolaj, hvor jeg med min viden og erfaring kan bidrage med en masse omkring udvikling af spillere, men også hjælpe Nikolaj i hans videre udvikling som træner.

Hvor ser du, at du kan være med til at videreudvikle klubben og 1. holdet?

Jeg har en del erfaring og viden om rigtig mange ting indenfor fodbold. Det vil forhåbentlig både blive på og udenfor banen, jeg kan få mulighed for at bidrage med mine kompetencer. Synes NFB er inde i en god udvikling som klub, og at kunne få muligheden for at være en del af den udvikling bliver spændende.

 

Luk